Gør hjemmearbejdsdagen mere overskuelig

Gør hjemmearbejdsdagen mere overskuelig​

Distancearbejder, onlinemøder osv. er noget mange af os efterhånden kender til. Nogle foretrækker at møde op på arbejdspladsen, mens andre faktisk foretrækker at arbejde hjemmefra. Uanset hvad så kan man med filosofiske briller sige, at der bag høj produktivitet og motivation gemmer sig gode rutiner. Derfor bør du også prøve at skabe gode rutiner derhjemme, så dagene ikke flyder sammen, arbejdskvaliteten bliver lavere end normalt, og du mister motivationen og laver overspringshandlinger.

Gode råd til hjemmearbejdsdagen:

Det gode ved distancearbejde er, at det ofte giver en vis fleksibilitet. Dette bør også udnyttes, hvis der skulle opstå situationer, hvor der er brug for det, men overordnet set bør du prøve at få hjemmearbejdsdagen til at ligne en arbejdsdag på arbejdspladsen mest muligt – med hensyn til rutiner og vaner.

  • Drop at ligge i sengen: Du har måske lyst til at blive liggende i sengen på din hjemmearbejdsdag og klare arbejdet derfra, når vækkeuret ringer. Det kan du også godt, hvis det er en enkeltstående hjemmearbejdsdag pga. sygdom, men udover det bør du lave et fast arbejdssted – som ikke er din seng. Det bør være ved et bord og en stol, så du kan sidde ordentligt og være koncentreret. Der skal nemlig skelnes mellem fritid og arbejde – også når du har en hjemmearbejdsdag.
  • Gør dig klar om morgenen: Vi føler os altså mere menneskelige, friske og veloplagte, hvis vi gør os en smule klar om morgenen, selvom vi bare skal være hjemme. Dette gælder især, hvis du arbejder hjemmefra flere dage i træk. Det behøver ikke være den helt store skønhedsrutine, men bare det at komme over i noget andet (stadig komfortabelt) tøj, få vasket ansigtet og redt håret kan gøre meget.
  • Frokostpause: For at undgå for mange overspringshandlinger, og sørge for du får arbejdet lige så produktivt, som du normalt ville, så bør du bestræbe dig efter at holde pause som du normalt gør. Hav et fast tidsrum om dagen (f.eks. en halv- eller hel time) hvor du spiser frokost og holder pause. Får du lige pludselig lyst til at kigge på telefonen eller noget andet, så ved du, at du har en pause, du kan gøre det i. Omvendt kan nogle mennesker også glemme at holde pause derhjemme, og det er også vigtigt, du gør det. Ligesom du også bør stoppe arbejdet på det tidspunkt, du normalt ville få fri.
  • Kom ud hver dag: For at undgå at blive skør, så bør du komme ud mindst en gang om dagen og se noget andet end dit hus. Det behøver ikke at være noget stort eller avanceret, en simpel gåtur kan også gøre det.
  • Gør det hyggeligt: Når du arbejder hjemme, bør du netop også udnytte de muligheder, du måske ikke har på arbejdspladsen. Tænd nogle stearinlys, lav en kop te/kaffe og gør det hyggeligt for dig selv, så du glæder dig til at stå op og arbejde hver dag.